Debat om den Gl. danske flyvetumling.

Her er 5 indlæg om den Gl.danske flyvetumling -

der er plads til mange flere medlemmers mening og oplevelser

med  den Gl. danske tumling, så skriv til os-

DEN DANSKE TUMLING ANNO 2011. ??



Det er nok den danske due som har været ude for de mest divergerende
meninger og omforandringer gennem tiderne.

Det er ikke meget der har været skrevet i Flyveduebladet i de sidste
par år.

Vi har jo erfaringer for at interessen daler når der ikke kommer indlæg
om en duerace jævnlig i vores medie - Hjemmeside og medlemsblad.

Når vi ser på den udvikling der er sket siden den fløj i store flokke i
byerne i 18 hundredtallet, kan vi spørge os selv om det har været til gavn for
den gamle danske nationalrace.

Nu er vi jo havnet der hvor der figurere ikke mindre end 3-4 typer –
eller mere - af den Danske tumling.

Nogen kan flyve endnu - men også indenfor flyveevnen er der forskelle
nogen slår kolbøtter (ikke ret mange ganske vist) andre har mistet flyveevnen
som den var engang simpelt hen på grund af duens fysik – størrelse og figur -
selv farverne er der diskussion om rigtig og forkert.

Efter at DFK blev startet først i 1980erne blev der fundet mange duer
der blev kaldt danske tumlinger ude ved folk som ikke var tilknyttet nogen
dueorganisationer - og på gårdene hvor de havde levet et frit liv uden anden
indblanding end at give gode duer til stegepanden.

Det var svært og kostede mange duer livet – frasorteringen hos mig var
helt oppe på 90 % de første 5 år.

Der skulle meget træning til, ellers landede de hurtigt efter at de var
blevet jaget op med ”Flaget”.

Her endte det første tiltag med at de duer der fløj blev delt i 3 kategorier
– størstedelen fløj i underste højde (det vil sige trætophøjde eller lavere –
der var der enkelte kolbøtter.

Så var der en del der kom op i mellemhøjde (som sommerfugle)

Og de sidste – 2-4 stykker tog en tur helt op i højderne når de andre
var gået ned.

Der blev lavet enkelte tiltag for at få flere koldbøtter (som nogen var
inde på var betingelsen for at den hed ”Tumler” - det gav så nogle ”bivirkninger”
som at duerne Rollede (slog for mange kolbøtter) – ændrede øjenfarven og duen fremtræden
(figur).

Når man så ved, at genmassen slår igennem i helt frem til 7 -8
generationer.

Det er også fint, at man gerne vil bevare Den Danske tumling for
eftertiden men i mange tilfælde bliver der ikke trænet og sorteret efter
flyveevne og flyvestil – det behøver ikke nødvendigvis at være en betingelse
med de baglæns kolbøtter – det er efter min mening lige så vigtigt med en god
formationsflyvning hvor duerne holder tæt sammen under flyvningen (det er også
et værn mod Høgen)  og laver de skarpe
drej som også er Tumlingens kendetegn.

Der står en række fine udstillings ”Gamle Danske flyvetumlinger”

på DRFs nationaludstilling med anerkendt Standard som sådan.

Det er fine små duer, tæt på de oprindelige i størrelse og holdning men
de fleste – ikke alle bliver holdt i volierer og man kan altså ikke vurdere om
en due kan flyve som i ”Gamle dage” ved at se den flyve lidt i en voliere – den
være sig nok så stor.

Den såkaldte ”Moderne danske tumling” er endnu en afvigelse fra den
oprindelige lille flyver – det er forbavsende som indkrydsning af egenskaber
fra andre racer kan forandre en dues statur – men det har jo været nogen
opdrætteres Hobby at få den lavet helt om. Moderniseret, og det er lykkedes til
fulde – selvom det har taget mange år.

Det var faktisk Kai R. Dahl der var årsag til de store omvæltninger
(som han så vist fortrød lidt for sent) men det blev så på bekostning af
flyveegenskaberne.

Så den Danske tumling har glædet mange, en masse opdrættere med vidt
forskellige meninger, og det gør den stadig , så det er en due der har
begejstret mange og stadig når ud til et bredt publikum af duefolket.

Den vil nok holde gang i diskussionerne om hvordan den ”Skal se ud og
hvordan den skal flyve”


Helge Bondebjerg.

Gl. dansk tumling og fremtiden.

For alle der interesserer sig for de gamle danske dueracers
og specielt de gl. danske tumlingers historie og flyveegenskaber har de seneste
år været opløftende. For ca. 50 år siden fandtes tilbage kun nogle få og små
stammer og næsten glemte enkeltindivider af denne fantastiske flyve- og
jagedue. Og desværre var også meget af fortidens flyveevne forsvundet.

Men heldigvis dannedes ”Dansk Flyvedueklub” og man kan
næsten sige i sidste minut fik man samlet de sidste rester; så vi i dag kan se
velflyvende gl. danske tumlinger i mange af de oprindelige varieteter. Visse af
de mere sjældne varieteter ser vi ikke; men spørgsmålet er vel om disse
nogensinde har været anvendt som flyveduer, selv dengang flyvedue sporten kulminerede
for 150-200 år siden. Udstilingsduerne var jo i fremmarch og der skete
betydelig indkrydsning af udenlandske racer (som det bl.a. skete da den moderne
danske due skabtes ud fra den gl. tumling).

Det er min opfattelse at vi er kommet meget langt i
bestræbelserne på at få de rigtige flyveegenskaber frem, selvom der måske nok
stadig mangler lidt i jagedue evnen, hvormed jeg mener evnen og viljen til i
højeste fart at forsvinde mod et verdenshjørne for en halv time senere at vende
tilbage fra et helt andet hjørne. Vi har måske været lidt for fokuserede på
tumleregenskaberne? En skam at der ikke findes rester at de gamle lys - og mørkbrandede,
som jo var så gode jageduer og slet ikke tumlede, at man en overgang troede at
de var brugt til at lave den engelske tippler.

Er alt så problemfrit? Jeg synes det er et problem for flyvningen,
at den gl. danske nu bliver udstillet efter en standard. Al erfaring siger at
det på kort eller lidt længere sigt koster dyrt. Det skaber forvirring og de
bedste og præmierede udstillingsduer kommer ikke ud at flyve; så til sidst ved
ingen om der bag navnet findes en flyver. Hvad skal vi med en flyveduerace som
ikke kan eller vil flyve? Udstillingsstandarder har i årenes løb gjort mangen
god flyverace til en ren voliere-due blottet for flyveevne.

Et andet problem som ikke alene har med den gl. danske at
gøre er racedefinitionerne . Det kunne være en vigtig opgave for flyvedueklubben
på den nye hjemmeside ved gennemgangen af racerne at anføre de væsentlige træk
som de forskellige racer har og som adskiller dem fra andre racer. Ikke en
standard, men de særlige træk ved størrelse, form og figur, farve og tegning og
først og fremmest flyvestil. For den gl. danske er det jo som bekendt et øje
med kridhvid iris, lille sort pupil og rød øjenrand og et rosafarvet næb samt
en flyvestil med kun enkelte overslag, hvor der næsten ikke tabes højde.
Eksperter inden for de enkelte racer må let kunne klare den opgave.

v.-aa jensen 18 juli 2011

 

Lidt om danske tumlinger i 1950èrne.

 

Historie.

I 1948 fik jeg  som 6-årig de første tumlinger. Det var 
et par røde, som en ivrig due- og fjerkræavler i den lille landsby, jeg voksede 
op i, skaffede.

De formerede sig til en lille flok, der havde udflyvning 
sammen med nogle par brevduer. Senere kom andre racer 
til.

Flyvning.

Det var karakteristisk, at de slog enkelte baglæns 
kolbøtter (tumlede), hvilket et par i parringsflugt også ofte gjorde. Hvis en 
rovfugl kom ind over, steg de op over rovfuglen eller fløj ind. En gang imellem 
tog spurvehøghunnen dog en due,- mest på opfløj ved 
slaget.

Udseende.

Deres type var nærmest at sammenligne med 1910- 
Standardbilledet (sml. fotos).Det var små duer sammenlignet med andre Danske 
Tumlinger, se nedenfor.

Farven var glansfuld rød med karmosinrød forfarve, men 
efter år med indavl blev farven mere lys og bleg samtidig med, at der kom meget 
siv i slagfjerene. Næbfarven var klar lyserød/rosa. Duerne var meget 
tillidsfulde som ”rigtige” tumlinger.


Blodfornyelse og sorte Skader.

En enkelt gang forsøgtes en blodfornyelse med en rød han 
af en anden afstamning. I forhold til mine egne var den større, mere grov i 
bygning og med større næbvorter og øjenrande. Da den tillige kun ” fløj ligeud ” 
og ikke fulgte de andres flyvestil, blev den solgt til en duemand  
20 km. 
borte. Den kom tilbage, så orienteringsevnen fejlede ikke 
noget.

I samme periode købte jeg et par sorte Skader med 
henblik på udstilling. De var noget grove i figur og – især hannen- var større 
end de røde og havde et stort ”klumpet” næb. Deres flyveegenskaber var meget 
ringe, de nærmest flaksede af sted. En dag tog naboens kat hannen på jorden, så 
jeg kom aldrig til at udstille Danske Tumlinger ved den lejlighed. Det indgik 
ikke i min forestillingsverden dengang, at tumlinger til udstilling ikke var 
egnede som fritflyvende (flyveduer).

Disse oplevelser i mine drengeår og tidligste ungdom 
indtil 1959, da mine forældre flyttede til en anden by, gav helt tilfældigt 
indsigt i den modernisering, der var i gang inden for Danske Tumlinger. Det var 
jeg uvidende om, da jeg ikke havde kontakt til avlere af tumlinger til 
udstilling eller ”racedueforening”.

Først langt senere som voksen og opdrætter af både 
moderne og Gamle Danske Tumlinger kom forståelsen af den udvikling, den Danske 
Tumling har gennemgået ved indkrydsning af fremmede racer for at leve op til nye 
standardmål på udstillinger.


Herunder mistede vore oprindelige tumlinger flyveduens:

- Kropsbygning
-”lysten” og til dels evnen til at flyve
- evnen til at tumle

-og mange andre tilpasninger og egenskaber, 
som en gammel flyveduerace har udviklet over meget lang tid i samspil med 
mennesket, og dens overlevelse i forhold til f.eks. vejrlig og 
rovfugle.


En større og omfattende beskrivelse er givet i Dansk 
Flyvedueklubs hefte: Den gamle danske tumling.


Leo Kortegaard

 

 

Den gamle danske tumling som genetisk- og kulturarv.

 

Den gamle danske tumling er en
arv som vore forfædre har overladt i vore hænder, såvel som en enestående
genetisk- og som en enestående kulturarv.

Vi er derfor moralsk forpligtede til at bevare racen og dens egenskaber for eftertiden.

Til dette projekt får vi absolut ingen støtte fra myndighederne.

Heldigvis har Dansk Flyvedueklub vist sig i
stand til at løfte denne arv, således at racen nu generelt ikke er i risiko for
at uddø. Der er dog nogle varianter som kun eksisterer i meget lave antal
individer, det er vigtigt at vi får opbygget livskraftige stammer af disse
varianter. Der er også nogle varianter, som vi nok må erkende højst sandsynligt
er tabt for altid, f.eks, de stænkede.

Den eneste måde vi kan bevare
vore vidunderlige duer er gennem RENAVL, indkrydsning af andre racer er
fuldstændigt ødelæggende for racen, og derfor forkastelig. Hvis der er behov
for “nyt blod” i en sjælden variant, må man anvende renavlede dyr af andre
varianter, således at racen holdes ren.

Indkrydsning eller rekonstruktion
af forsvundne farver ved hjælp af andre racer er ødelæggende for flyvningen, og
dermed forsvinder den vigtigste egenskab fra racen. Det tydeligste eksempel på
dette ses hos de hvide, som er fremavlede ved hjælp af bergenstumlinger,
persiske højflyvere, hvide moderne udstillingstumlinger og et strejf af gamle
danske. Resultatet er nogle fantastisk smukke duer, hvor de bedste faktisk
ligner gamle danske, men straks de kommer i luften er det tydeligt at de har en
anden flyvestil en de andre gamle danske. Vi må altså gøre os klart at denne
variant i sin nuværende form er en rekonstruktion, som har givet nogle særdeles
smukke og velflyvende duer, men de er altså ikke en videreførelse af den gamle
arv!!

Det vil formodentligt være muligt
at fremavle ægte gamle danske hvide udfra de rød/hvidplettede som falder i
avlen med de brandede. Der er en tydelig tendens til at disse bliver meget lyse
i løbet af ganske få generationer hvor de parres sammen. Desuden er den første
fjerdragt præget  af røde fjer , som
fældes til hvide ved første fældning. Dette er netop sådan de gamle hvide
beskrives.

Når de gamle danske flyves viser
det sig at de mange århundreders tilpasning til vores klima stadig findes i de
rene linier, således at de mest spændende flyvninger ofte ses i kraftig vind,
hvor senere tilkomne racer må give op.

Dette tyder på at en vigtig
ekstragevinst ved at dyrke renavl er, at vi også bevarer den genetiske arv,
selvom vi som flyvedueentusiaster jo nok er mest interesserede i den kulturelle
del af bevaringen, hvor vi kan se vore duer i luften, til daglig fornøjelse.

Det er altså afgørende vigtigt at
vi bevarer overblikket, og driver renavl med de gamle danske vi blevet betroet
af vore forgængere, således at race kan eksistere fremover, til glæde og gavn
for vore efterkommere.

Hvis man ønsker at rekonstruere
forsvundne varieteter må man gøre sig klart at dette netop giver
rekonstruktioner. Disse kan jo også have en berettigelse, blot er det vigtigt
at man gør det klart at der er tale om rekonstruktioner.

Dette kan gøres gennem en artikel
i Flyveduebladet, hvor man gør rede for sit projekt, så kan ingen beskyldes for
lusk med vores gamle race.


Bent P. Andersen

 

 

 

 

 

 

 

 

Den gamle danske tumling før og efter 1983.

Før stiftelsen af DFK levede den gamle danske tumling en forholdsvis
ukendt tilværelse.

Den var af Danmarks Racedue forening blevet kasseret som udstillingsdue
til fordel for en moderniseret Dansk tumling.

Dem som havde overlevet blev enten brugt som ammeduer eller som
gårdduer rundt omkring i landet, hvor nogle opdrættere holdt liv i den gamle
flyver.

Efter stiftelsen af DFK:1983 blev GDT igen kendt og 11 opdrættere
meldte sig ind i klubben.  DFK var
derefter med til at udbrede kendskabet til vores gamle nationaldue.

Vi var nu nogle som begyndte at træne duerne til flyveopvisning som man
blandt andet gjorde det i Tyskland med de forskellige flyvedueracer

I 1994 var vi kommet så vidt at vi havde fået fremstillet avlsmål og
bedømmelsesregler for flyvning med GDT.

De første konkurrenceflyvninger blev afholdt i Galten – Kolding og
Hejsager.

Til at begynde med lå flyvetiden på en bedømmelsesflyvning på 5 – 40
minutter og i snit lavede en flok på 7 duer 10 – 20 kolbøtter i løbet af
flyvetiden.

Men så gik det stærkt med at avle duer der slog mange kolbøtter – da en
perfekt kolbøtte (overslag) gav 3 point.

Det gik så stærkt at i starten af år 2000 var man i Midtjylland oppe på
40 – 60 kolbøtter fra 7 duer i løbet af 30 – 40 minutter.

Det resulterede i at vi i Sønderjylland stod af bedømmelsesræset da
vore duer ikke var så gode til at lave kolbøtter.

I 2004 blev det hidtil højeste pointtal nået med GDT det var hos Børge
Jensen i Aalborg som med 20 duer i farverne sort – rød og gul ensfarvet.  Duerne fløj 46 minutter i alle tre
flyvehøjder og lavede 129 kolbøtter og en næsten perfekt flokflyvning 24 point
(25 er højeste point) – samlet point 540 point.

En sådan flyvning er ikke set siden og siden 2004 er der ikke blevet
bedømt GDT.

I 1999 havde den gamle danske Tumling været udstillet på
Nationaludstillinger for raceduer 3 gange af Orla Frandsen og blev derefter
anerkendt som udstillingsdue ved en ny standard g navnet Gammel Dansk Tumling.

Den er i de efterfølgende år blevet udstillet i Danmarks Racedueforening
hvert år og i 2010 var der udstillet Skader: rød – gul – sort. Og ensfarvet rød
– gul – sort og hvid.

Opdrætterne af denne type duer satser jo på standarden og der bliver
ikke lagt så megen vægt på flyveevnerne – som i nogen tilfælde heller ikke
bliver afprøvet.

Det vil i praksis sige, at vi har tre Typer Danske Tumlinger:

  1. Moderne
    dansk Tumling i D.R.F.
  1. Gammeldags
    udstillingstumling i DRF.
  1. Gammeldags
    Flyvetumling i DFK.

Da vi i DFK ikke bruger vores duer til udstilling men avler dem efter
den type som den enkelte opdrætter mener er den rigtige har vi stammer af gamle
danske tumlinger som ligner de tumlinger som var før 1910 - og nogen som ligner
1910 standarden og enkelte opdrættere hælder til 1928 standarden.

Personlig avler jeg mine duer efter en due som fandtes omkring 1910 og
vil hellere have en god flokflyvning med 10 – 15 kolbøtter i løbet af 30
minutter af 7 duer, som en eksplosion af kolbøtter som minder om en dårlig
Rollerflyvning.

Da jeg bor i Sønderjylland har jeg duerne i rød – gul – sort, som i
gamle dage blev kaldt ”Jyderne” og Skaderne blev kaldt ”Københavnerne”

De sidste 5 år har vi fået endnu en gammel dansk due i DFK det er
”Københavnerkantvingen, som er ved at komme i mange farver.

Om vi igen kan få gang i bedømmelsen af GDT i luften vil kun fremtiden
vise.


Preben Riggelsen

Del siden