Er der nogen der sidder inde med viden om københavnertumlingen så skriv et indlæg i debatten-
"Københavnernes" -flyveevne.
Der
har været sat spørgsmålstegn ved om
"københavnere" i sjældne farver er lige så godt flyvende som de
kantvingede.Enten fordi de "farvede" er mere indkrydsede med andre racer eller
fordi
- og ikke helt utænkeligt - at de kantvingede ,som den foretrukne variant
blandt flyvefolkene er blevet mere udviklet som flyver.
Jeg har nu så mange "farvede"eller sjældne , at jeg
med sikkerhed
kan sige, at de flyver lige så godt som de kantvingede Det er
iøvrigt sådan, at de kantvingede umiddelbart ser ud til at flyve bedst, da deres
form er mere strømlinet, hvor de "farvede" ser mere "gammeldags"
ud - lavere og
bredere figur, kortere næb og flere og længere fjer på fødderne -.Men som sagt
er det min konklusion at de flyver lige godt.
Det er dog overraskende at blandt de absolut
bedste
flyvere blandt årets unger er en blå båndet af "gammeldags" type(50 % Gunni
Jørgensen). De flyver oftest over mellemste fluvehøjde, lynhurtigt og med
pludselige drej og dyk - gerne mindst
en halv time.
v.-aa. jensen.
15-06-2011
Københavnere(kantvingede)-fortid og fremtid
Under overskriften ”københavner kantvingede-fup eller fakta” skrev Bent P. Andersen
for nogle år siden en glimrende og meget oplysende artikel om de spørgsmål, der
knytter
sig til denne race. Det nævnes heri at der ud over de tre traditionelle
farver – kantvinget, blå og skimlet – fra tid til anden også optræder andre og
sjældne farver og tegninger.
Her i 2011 har flere opdrættere fået unger t.eks. i rødt, rødskimlet og
trefarvet (sort, hvidt og bronze-rødt eller brunt). At dette sker hyppigere i
dag end tidligere
skyldes nok ,at man tidligere hovedsageligt avlede med de
sorte/hvide kantvingede, som er helt konstante i avl og derfor lettest at have
med at gøre for de, der alene interesserer sig for flyvningen. Endnu er
materialet af sjældne varianter nok for lille til at jeg kan forklare , hvordan arvegangen er ; men
formentlig er den knyttet til recessive og måske kønsbundne gener. Det er i den
forbindelse
også bemærkelsesværdigt at den sorte farve hos københavnerne
sjældent er helt intens ofte er den nærmest grå og i nogle tilfælde iblandet en
rød-brun nuance ,som kan
give et bronzeagtigt skær- specielt i slagfjerene og
på brystet. En varietet blandt tyske erlauer-tumlinger har samme
farvekombination og kaldes sigøjner-skimmel.(Spruyt-”Tuimelaarsrassen Gouda
1935)
Meget tyder på at de farvede flyver lige så
godt som de kantvingede. Og er dette sandt, så rejser der sig spørgsmålet
om vi skal
koncentrere noget af vort avlsarbejde om at rendyrke og fastholde de bedste af de
sjældne farver og tegninger.
Personligt synes jeg at svaret på spørgsmålet må være
afhængigt af om det vi oplever er
genkomsten af en gammel næsten forsvunden dansk race eller det er et resultat
af mange års tilfældig sammenkrydsning. I tidens løb har der jo været mange
antydninger af, at de kantvingede enten blot var en forsimplet udgave af
budapestere og wienere eller som Heine Refsing skriver i sin bog ”Gamle Danske
Dueracer”(1998) et krydsnings produkt skabt af jageduefolk.Her
til må bemærkes,
at det virker mærkeligt at flyveduefolkene skulle have haft lyst til at skabe
en helt ny flyvedue ved sammenkrydsning, når man dengang i den danske tumling
havde
en af dueverdenens bedste flyvere, der både kunne tumle og flyve højt og
længe. Meget sandsynligere virker det at man allerede havde ”københavnerne”,
som man så måske nok
forsøgte at forbedre ved målrettet indkrydsning af andre
racer( ligesom det vist er sket med næsten alle dueracer uanset om det er
flyvere eller udstillingsduer).
Flyvedueklubben(
Bent P. Andersen, Arne Nielsen og Karsten Krogh) deltager i et internationalt
analyse arbejde i USA med bl.a.” københavnerne” der skal fastlægge racens arvemasse og således
finde ud af
hvor ”ren” racen er.Mens vi venter på resultatet af disse
analyser,som er meget omfattende og derfor vil tage nogle år , må vi forlade os
på de historiske kilder. Vi ved fra C. Gram( Husduen
1887) ,at den kantvingede
eksisterede som selvstændig race i 1887 og det antydes om end meget uklart, at
racen også var repræsenteret i de samme
varianter som datidens pragere og
andre flyveduer. Man undrer sig iøvrigt over ,hvorfor C. Grams
ellers ret fyldestgørende bog ikke omtaler ”københavnerne” mere detailleret.
Kai R. Dahl giver os nok forklaringen
,når han
i ”Standard for Danske Dueracer”(1974) skriver at C. Gram, som professional
duehandler og eksportør,ud fra økonomiske interesser var modstander af
kortnæbbede
danske duer. Dette betød at den danske tumling udviklede sig som vi
kender det til en langnæbbet figurdue ,som holdes i voliere; og at”
københavnerne” stort set forsvandt blandt de organiserede
opdrættere. Men det
skal vi ikke være kede af , for det er nok grunden til, at de der er tilbage
stadig kan flyve.
Men hvorfor skal vi egentlig tro ,at en dansk flyvedue nødvendigvis
må være hentet
i udlandet eller er blevet skabt ved krydsning med udenlandske duer.Der er
nemlig mange forhold der taler for at ”københavnerne” er en original og gammel
dansk
duerace, lige så gammel som den ”danske due”.Og der er jo rigelig plads
til at vi i Danmark kan have både 4 nationale udstillingsduer( den danske due,
gl. dansk tumling, dansk paryk og
svaberen) og 3 nationale flyveduer( gl.dansk flyvetumling, kilker og
københavnere).Flere dueskribenter bl.a. vores kontaktmand til den belgiske
flyvedueklub Helian Guislain, som gennem en årrække
har studeret de europæiske
flyveduers historie, har påpeget at da tamduerne kom til Europa i
senmiddelalderen skete det ikke alene med skib fra det fjerne østen men også
via de
russiske floder og via balkan .Der hersker ingen tvivl om at de
langnæbbede danske tumlinger hovedsageligt kom til Danmark og Europa med
koffardiskibene fra det fjerne østen og under kongehusets bevågenhed.Og
derfor
også blev den foretrukne duerace i toneangivende kredse. Næsten lige så
sandsynligt er det at ” københavnerne” kom til Danmark via Rusland og Østersøen.Dette
bestyrkes først og fremmest af, at langs hele den sydlige Østersø-kyst og
Nordtyskland – fra Køningsberg i det gamle Østpreussen, over Berlin til Hamborg
findes et meget stort
antal benbefjerede dueracer (Køningsberg
farvehovede,Gumbinner, Swedter Skade, Altstæmmer, Berliner Korte, Reinaugen,
Hamborg Skimmel t,eks. og altså ”Københavnere” ) .Til gengæld
er flyveduerne i
det sydlige Europa nok hovedsageligt oprindeligt kommet fra det mellemste Østen
via Balkan og Osmannerne.Det er også væsentligt at ”københavnerne” overhovedet
ikke ligner wienere eller budapestere, hverken nu eller dengang ;og at pragere
alle et glat benede og i hvet fald fra begyndelsen af 1900-tallet med
kvadratisk eller fladt hovede.Når dette er sagt, så
må vi selvfølgelig ikke
glemme at ingen eksisterende duerace ikke i årenes løb –i større eller mindre
grad - er blevet krydset med andre racer.
Jeg er
overbevist om, at det der er sket, er ,at vi har reddet de sidste rester af
en meget gammel , dansk race, som bør have mindst lige så megen respekt og
anerkendelse som andre danske racer.Men
det vil naturligvis være meget interessant at høre andre synspunkter
vedr. ovenstående og i særdeleshed om nogen ligger inde med informationer ,som
bekræfter eller svækker ovennævnte
opfattelse.
Det ville også være spændende at høre om vi skulle danne en lille special gruppe
under flyvedueklubben til at varetage københavnernes fremtid; så den bevares i
sin enestående grundform uden at det dog skal føre til en standardisering.
Vagn-aage Jensen
Elmealle 4, 6800 Varde
30 maj 2011.
Tlf.75288964.
Mail vaa.jensen@pc.dk
Når de gamle farver kommer igen bør vi værne om dem.
af Bent P. Andersen
Diskussionen om overraskende farver hos afkom.
I lederen i sidste blad nævnte
Helge Bondebjerg at når der falder uventede farver
bland afkommet efter et par, så er Helge tilbøjelig til at tro a der skyldes
indkrydsning i tidligere generationer. Dette er naturligvis en mulighed.
Men
indenfor flyveduerne er det nok ikke den mest nærliggende forklaring.
Grunden til at det ike kan være forklaringen er at enhver indkrydsning omgående ændrer
(ødelægger)
flyvestilen. derfor vil sådan en krydsning naturligvis blive
fjernet fra slaget - flyvningen er jo trods alt det vigtigste!
Vagn Aage skriver i dette blad om nogle overraskende farver, som er
faldet ud
iblandt hans kantvingede. Nu ved vi jo at langt de fleste kantvingede er blevet
hold fri for indkrydsning, så det er måske snarere en genetisk forklaring som
ligger til grund for Vagn
Aages oplevelser. Det betyder jo så at vi måske kan
være så heldige at nogle af de forsvunde varieteter af københavner tumlingen
(de kantvingede er en variant af københavner tumlingerne)
kan genskabes uden at
bruge de ødelæggende indkrydsninger.
Den genetiske forklaring.
Københavner kantvingede er hvide
duer med farvede vingekanter og halebånd. Genetisk
betegnes de som homozygote skimlede, hvilket betyder at de har fået et arveanlæg
for skimlet fra hver af forældrene. Den skimlede arv slår
så hårdt igennem at
de får den karakteristiske storketegning. Storketegnede avler iøvrigt stabilt
storketegnede, ganske som Vagn Aage har observeret. Der er dog en tendens til
at
de efter nogle generationer begynder at få enkelte helt hvide fjer i vinger
og hale, men denne tendens kan kontrolleres gennem nøje udvalg af avlsdyrene.
Den måde som storketegningen
dannes betyder også at den kan dække over alle andre
farver.
Fordi storketegningen kan dække over alt andet, ser vi også hos de kantvingede at der
kan være
en del forskel i farveintensiteten på vinge- og halebånd. Den forskel
er udelukkende udtryk for at individerne har forskellig grundfarve inde under
storketegningen.
Når
man så parrer en storketegnet med en farvet københavnertumling, kan man være
heldig at få noget helt uventet. De farvede vi har i øjeblikket er mest blå med
bånd, men fordi duer
har 3 grundfarver, nemlig dominatrød (rød med bånd), blå
(blå med bånd) og brun (brun med bånd, som ikke må forvækles med brandet).
Disse grundfarver dominerer over
hinanden, således at dominatrød dækker over
blå som igen dækker over brun.
Som et eksempel på hvad dette betyder kan man forestille sig at en storketegnet som
dækker over dominant rød parres med en blå med bånd. Ungerne vil så blive
skimlede i rødbåndet og eventuelt blåbåndede. Dermed er den rødskimlede
genopstået
. De gamle københavnske duefolk kaldte iøvrigt disse skimlede for
grejsere.
Når de gamle farver kommer igen bør vi værne om dem.
Altså er det som sker i øjeblikket hos Vagn Aage og andre at de forsvundne farver af
københavner tumlinger dukker op til overfladen igen. Jeg betragter det som en
stor berigelse
af den danske flyveduesport.
D.30-03-2011